
Procesmodeller
Vandfaldsmodellen
I vandfaldsmodellen opdeler man udviklingsprocessen i et antal faser.
Det centrale er, at man færdiggør hver fase, inden man påbegynder den næste. Dvs. først indsamles og beskrives alle kravene til systemet, som sammenfattes i et kravspecifikationsdokument, der reviewes og godkendes; dernæst laves en omfattende analyse af disse krav og resultatet sammenfattes i et analysedokument, der reviewes og godkendes; herefter designer man en løsning, der sammenfattes i et designdokument, der reviewes og godkendes; så følger selve programmeringen (implementationen), og systemet/koden dokumenteres og reviewes, og endelig testes systemet på forskellig vis, og når det opfylder kravspecifikationen, så er systemet færdigt og tages i brug.

Spiralmodellen
I spiralmodellenopdeler man i stedet processen i et antal aktiviteter:
kravspecifikation, analyse, design, implementation, og test.
Disse gennemløbes i rækkefølge i et antal iterationer, indtil systemet vurderes til at være færdigt. I stedet for at starte med den totale kravspecifikation, tager man fat i et enkelt krav til at begynde med. Dette krav analyseres, designes, implementeres og testes. Så sammenholder man det med kravspecifikationen, og hvis testen viser, at den programstump, man har fået lavet, lever op til kravene, så går man videre med det næste krav. På denne måde vokser systemet inkrementielt - stykke for stykke.
Alternativt - hvis programstumpen ikke lever op til kravene - tager man en tur mere rundt i cirklen: måske var kravet ikke præcist nok formuleret? Måske var analysen ikke grundig nok? Måske valgte vi et forkert design? Måske havde vi blot lavet en simpel programmeringsfejl? Måske var koden faktisk ok, men vi testede forkert?
